Så fik jeg oprettet den længe ønskede blog! Ja, det er jo slet ikke så svært. Bare svært at nå – blandt vasketøj, madlavning, rengøring (som vi i dén grad sparer på i disse byggetider), arbejde med den nye webshop (www.økounger.dk hvis nogen skulle være interesserede) og endelig pasning af den åh så bedårende 1-årige prinsesse.
Livet er jo bare hårdt. Alle siger det, både før under og efter en graviditet: “Glæd dig, det bliver kun hårdere”. Hvad er det lige jeg kan bruge det til?? Nej, hellere komme med gode fif til, hvordan man kan gøre det knap så hårdt og anstrengende. Opmuntrende bemærkninger, ja tak!
Vores filosofi, før, under og efter vi fik vores datter, er, at det ikke er hårdere/sværere at have børn end man gør det til. Vist er der forskel på børn. Nogle meget aktive, nogle mere observante og andre igen bare dydsmønstre. Vores datter holder sig nok i den midterste kategori – observant. Hun bliver (heldigvis) sjældent skrup-hysterisk og kaster sig rundt – ja, hun kan stadig ikke se idéen i at bruge benene til noget med at bevæge sig rundt, så vi sidder. Men til gengæld observerer hun ALT omkring sig. Hvem kigger på mig? Hvorfor kigger de på mig? Ser de ud som om jeg har gjort noget forkert? Ser de ud som om de synes, jeg bare er et vidunderbarn? Hvis ja, skal jeg så stikke dem et kæmpe smil nu? Eller skal jeg blive genert og tilbageholdende og kigge ned?
Anyway… Tilbage til pointen. Det behøver ikke være et projekt at få børn. Naturligvis kan og skal man læse sig til fakta omkring børn, deres udvikling og sundhed, men man kan også læse sig bekymret. Tilbage til vores datters manglende brug af ben. Hun er 13 måneder og vil ikke engang støtte på benene. De bliver simpelthen til gummi – mystisk nok. Og spørgsmålet alle kommer med, efter de har spurgt, hvor gammel hun er, er: “nå, er hun så begyndt at gå?” Og vi må med smil på læben sige “nej, det er hun ikke”. Folk bliver som regel helt kede af de har spurgt. Men vi trøster og siger: “vi synes blot det er skønt, for så kan vi nyde kaffen i fred og ro” – det er den største sandhed! Selvfølgelig glæder vi os da til hun begynder at fange fidusen ved “ben”, men alt til hendes tid. Hun skal såmænd nok lære det på et tidspunkt. Dog vil jeg gerne prikkes på skulderen og have at vide at det er unormalt, hvis hun skal bæres på hendes 1. skoledag 
Nå, det var vist alt for nu. Aftensmaden snurrer, manden brænder af i haven – han skal stoppes hurtigt, og lillepigen får en meget forsinket eftermiddagslur. Det ér hårdt! Men så er det heller ikke hårdere, end man altid klarer den…
Mht. “Mor på sprøjten”… Den tager vi en anden dag. Og bare rolig, jeg er ikke junkie!
Sarah Ikkala